Romantiske steder i Toscana

Romantiske steder i Toscana

Fri til din udkårne i Toscana

Planlægger du at stille din udkårne Det store spørgsmål, og vil du gerne gøre det på en utraditionel, superromantisk måde, men ved ikke helt hvordan?
Frygt ej, vi kommer dig hermed til undsætning! Tag et glas vin, sæt dig godt tilrette og lad os hjælpe med tips til romantisk frieri i Toscana, der kan gøre enhver blød i knæene.
På kærlighedsferien varmer I op med smuk natur, lækker mad og romantiske udsigter, men vi har også en original idé til lige netop hvor, du kan fri til din kæreste. Vi guider dig til alle de romantiske steder i Toscana Læs med.

Romantiske steder i Toscana

Få smeltet hjertet i Siena

Om en ferie er romantisk, afhænger selvfølgelig først og fremmest af, hvem du rejser med, og sekundært hvor turen går til, men Siena i Toscana kan altså bare et eller andet. Med sine charmerende, historiske bygninger og romantiske atmosfære er Siena lige til et postkort – og byen er da også så unik, at UNESCO har sat den på sin verdensarvsliste. Tag en din eneste ene i hånden og gå en tur gennem snoede gader i den gamle bymidte fra middelalderen, der rummer rådhuspladsen Piazza del Campo og den betagende Duomo Domkirke. Siena udgør den perfekte base for jeres kærlighedsferie, da den selv byder på masser af kultur og natur, men samtidig ligger i køreafstand til andre byer.

En stor del af grunden til, at Siena – og toscanaområdet generelt – oser så meget af romantik, skyldes i høj grad den omkringliggende natur. Et bølget landskab med vinmarker og olivenlunde strækker sig, så langt øjet rækker, og at sidde med et glas rødvin i hånden og din kæreste (og forhåbentlig kommende forlovede) ved din side og skue ud over landskabet er virkelig noget ganske særligt. Området er øverst på listen over romantiske steder i Toscana.

Romantiske steder i Toscana. Med sine charmerende og romantiske atmosfære er Siena-området lige til et postkort
Med sine charmerende og romantiske atmosfære er Siena-området lige til et postkort

Volterra – romantisk gåtur i billedskøn bjergby

Nu, hvor vi taler om, hvor skøn Toscana er, bringer det måske dine tanker over på Firenze, Lucca og Pisas vidundere. Men alt har sin tid og plads, og den her kærlighedsferie er dedikeret til nærvær og tosomhed. Så vi vil let og elegant glide henover de store byer med menneskemylder og i stedet fokusere på de små, gudesmukke landsbyer.

Det bringer os videre til Volterra, som med blot en times kørsel fra Siena er et perfekt sted at tage hen for at opleve den italienske kultur tæt på og i skønne omgivelser. Den gamle by har ligget på sin bjergskråning siden år 600 f.v.t. og med sin unikke arkitektur og fantastiske udsigt kan det derfor næppe undre nogen, at man valgte at skyde mange af scenerne til de populære Twilight-kærlighedsfilm her.    

Jo højere I fortsætter op ad bjergskråningen, des mere interessant bliver byen. For på toppen af Volterra ligger Enrico Fiumi-parken, og inde i disse smukke omgivelser finder du Medici-fortet… som er et højsikkerhedsfængsel. Og inde i fængslet er der – og hold nu fast – en populær restaurant, der ikke alene udgør en del af fortet, men som drives af de indsatte! En middag på fortet er yderst eftertragtet, så det er en god idé at reservere et bord på forhånd.

(Las os slå det fast for en god ordens skyld: du skal IKKE fri til din kæreste i et fængsel! Ovenstående skal udelukkende ses som et tip til, hvad I kan lave på kærlighedsferien)

Den populære restaurant ved  Medici-fortet - lej sommerhus i italien hos Danitalia
Den populære restaurant ved Medici-fortet

Vejen til hjertet går gennem maven

Vi nærmer os ”the point of no return”, og findes der en bedre måde at varme op til det store øjeblik, hvor du frier til din kæreste, end ved at spise lækker mad og drikke god vin?

Romantiske steder i Toscana -  Vejen til hjertet går gennem maven

Næppe, og derfor er det perfekt, at I befinder jer i Italien, der er kendt som særdeles leveringsdygtig i begge dele. Som en hyggelig og sjov aktivitet for dig og din partner kan vi anbefale jer at tage til en vinsmagning (eller tre) i Siena, hvor I kan opleve, hvad lokalområdets vinmarker har at byde på. Det er en myte, at man skal være en ”vinsnob” for at passe ind til en vinsmagning, så I kan roligt være sikre på, at det bliver en god oplevelse, uanset hvor (u)erfarne I er (det passer desuden heller ikke, at man skal spytte vinen ud igen, efter man har smagt på den – det er helt op til den enkelte).

Det er alment kendt, at vejen til hjertet går gennem maven, og på en kærlighedstur til Toscana, der helst skal ende ud med et ”ja” til dit frieri og en ring på fingeren, er kun de bedste restauranter gode nok. Vi har en guide til det italienske køkken her.

Husk, at hver region i Italien er særligt kendt for bestemte retter baseret på lokale ingredienser, og Toscana er ingen undtagelse. Her er det blandt andet supper, de lokale italienere har specialiseret sig i, og de er kendte for at bruge bønner i maden. Faktisk er folk fra Toscana så glade for bønner, at de ofte bliver kaldt ”mangiafagioli” (bønnespisere). Prøv for eksempel ribollita, en suppe baseret på bønner og grøntsager. Har du mere lyst til pasta (I ér jo trods alt i Italien), så bestil den berømte pastaret tagliatelle al tartufo med trøffelsauce. Selvfølgelig akkompagneret af en god rødvin.

Fald på knæ og fri til din kæreste ved Kærlighedens træ

Tiden er fløjet afsted, hvor I har gået lange ture i romantiske omgivelser, nydt det italienske køkken, set solen gå ned over Toscana og kigget hinanden dybt i øjnene – og nu nærmer vi os højdepunktet på turen!

Mindre end en times kørsel fra Siena finder du den lille, charmerende landsby Lucignano – et af de mest romantiske steder i Toscana. Den ovale bymur står – til trods sine mange hundrede år på bagen – stadig intakt og udgør rammerne for en idyllisk udflugt med din partner. De smalle gader mellem de gamle stenhuse fører ind til hjertet af landsbyen: rådhuspladsen, der omsluttes af Frans af Assisi Domkirke og rådhuset. Inde i rådhushallen fra det 13. århundrede er der et lille museum, og mellem betagende kunst fra middelalderen og renæssancen finder du et træ af guld. ”Kærlighedens træ”, kaldes det. Det imponerende kunstværk måler 2,60 meter og er pyntet med koraller, krystaller og glas – og det er her, det skal ske!

"Kærlighedestræ" - finder du i byen Lucignano
“Kærlighedestræ” – finder du i byen Lucignano

Ifølge den lokale legende siges det nemlig, at det bringer held at erklære sin kærlighed til sin elskede ved kærlighedens træ – et bedre sted at fri til din udkårne og en mere romantisk start på et lykkeligt liv sammen kan man næsten ikke forestille sig.

Hvordan du skal gribe selve øjeblikket an, kan vi desværre ikke hjælpe dig med, men du ved helt sikkert, hvordan du bedst rammer din kærestes bløde punkt – og husk endelig at få ringen med!

Held og lykke med frieriet. Vi hjælper gerne med at arrangere selve brylluppet i Toscana og/eller en bryllupsrejse!
Guide til en uge i Umbrien

Guide til en uge i Umbrien

En uges ferie i Umbrien – hvad skal man se?

Umbrien er det oplagte besøgsmål for dig, som ønsker at opleve det autentiske Italien. Med sin placering lige midt i landet, uden hverken kystlinje eller landegrænse, og sine endeløse olivenlunde og vinmarker har Umbrien fået kælenavnet ”Italiens grønne hjerte”. Selvom her er langt færre turister end i naboregionen Toscana, er her mindst lige så charmerende. Vi giver et bud på, hvad du skal opleve under din ferie i Umbrien.

Guide til Umbrien - slå dig ned på en lille café, bestil en gelato - Danitalia ferieboliger i italien
Slå dig ned på en lille café og bestil en gelato

Dag 1: Mærk lokalområdet

Uanset om din feriebolig i Umbrien ligger ved Perugia, Gubbio, Todi eller Assisi anbefaler vi, at du som minimum afsætter en dag til bare at fornemme det område, du er kommet til. Alle fire byer emmer af historie, charme og imponerende arkitektur, så slå dig ned på en lille café, bestil en gelato og se den italienske dagligdag udspille sig. Du vil hurtigt opdage, at meget i Umbrien er væsentligt billigere end i de mere turistede dele af Italien, fordi området (af uforklarlige årsager!) endnu ikke for alvor er slået igennem som turismemagnet. Det betyder også, at du i langt højere grad har byen ”for dig selv” i forhold til f.eks. byerne i Toscana og på Sicilien.

Dag 2: Perugia – Umbriens kulturelle højborg

Perugia er Umbriens største by, og hvad enten din feriebolig i Umbrien ligger i området eller ej, er byen afgjort et besøg værd. På en solskinsdag kan du tage en elevator til toppen af bjergskråningen ved byen og få en helt unik udsigt ud over landskabet. Er vejrguderne mindre gavmilde under dit besøg, er Perugia områdets kulturelle højborg med sine mange museer, heriblandt Umbriens Nationalmuseum, der rummer kunst fra både nyere tid og etrusker- og romersamfundet.  Perugia er derudover vært for flere forskellige festivaler i løbet af året, herunder Umbria Jazz Festival og den velsmagende Eurochocolate Festival, der er inspireret af byens berømte chokoladefabrik. Du kan holde dig orienteret om de forskellige festivaler og events i Perugia her.

Dag 3: I Frans af Assisis fodspor

Selvom byen Assisi er det måske mest turistede område i Umbrien, er den ikke til at komme udenom på din ferie. Assisi er særligt kendt for at være helgenen Frans af Assisis fødeby, og kirken Basilica di San Francesco er et absolut must see med verdensberømte, farvestrålende freskomalerier om hans liv. Frans af Assisi var stifteren af franciskanerordenen, en af verdens første miljøforkæmpere og byens store stolthed. Holder du ferie i Umbrien i starten af oktober, må du endelig ikke misse den store Frans af Assisi-festival, hvor byens borgere fejrer helgenens liv med olielamper og en stor festmesse.

Frans af Assisi- stifteren af franciskanerordenen
Smuk gade i byen Assisi


Dag 4: Umbrien fra oven

Det gør sig gældende med Gubbio som med de andre byer på listen: hvis din feriebolig ikke ligger her, så lej en bil og afsæt en dag til at opleve den! Gubbio ligger i det nordlige hjørne af Umbrien og har formået at bibeholde sin charme gennem mange århundreder, hvilket gør en gåtur gennem middelalderlandsbyens velholdte, smalle gader til en stor fornøjelse i sig selv. Hvis du vil se byen fra oven, er der mulighed for at tage en lift, der giver et fantastisk udsyn ud over hele Gubbio og det omkringliggende landskab – en uforglemmelig oplevelse for alle, der ikke lider af højdeskræk.

Gubbio ligger i det nordlige hjørne af Umbrien - book feriebolig i italien hos Danitalia
Gubbio: gå en tur gennem middelalderbyens velholdte, smalle gader

Dag fire kan eventuelt også bruges til at sætte tænderne i den lokale mad, der har rødder i den etruskiske kultur. Menuen er i høj grad præget af sæsonens grøntsager og er meget rustik. Trøfler spiller en stor rolle i Umbriens traditionelle retter, og hvis du har mod på at springe ud i et måltid, der ligger fjernt fra kartofler og sovs, kan vi anbefale dig at prøve ”crostini alla norcina”, der består af ingredienser som ansjoser, trøfler og kyllingelever. Lyder det som en lidt for stor mundfuld, har Umbrien også specialiseret sig i spydstegt gris med stegte, sæsonbestemte grøntsager.

Dag 5: Besøg Narnis mystiske krypt

Inden I forlader Umbrien, foreslår vi, at I besøger Narni Sotterranea, en intet mindre end storslået krypt i byen af samme navn. Historien bag fundet af Narni Sotterranea er lige så tilfældig, som den er utrolig; krypten blev opdaget i 70erne af nogle legende børn, som kom forbi et hul i jorden og valgte at gå på opdagelse. Du vil på en guidet tour blive vist rundt i kryptens store kirkelignende rum og celler, der med mystiske symboler på væggene og betagende baggrundshistorie er som taget ud af en Dan Brown-roman. Gør dig klar til at blive blæst bagover af en tur ned i en tidlomme, der flere hundrede år efter sin opførelse stadig er indhyllet af mystik og eventyr.

Besøg Narnis mystiske krypt

Dag 6: En arkitektonisk kronjuvel

På feriens sidste dag kan det måske være rart at drosle lidt ned. Hvorfor ikke bare nyde det autentiske Umbrien i alt dets skønhed? Fra Perugia og Todi er der ikke langt til Orvieto. Hvis du interesserer dig for arkitektur, er det her byen for dig!

Katedralen – Duomo di Orvieto

Som mange andre byer i Umbrien har Orvieto ikke ladet sig påvirke alt for meget af tidens tand. Det er dog særligt katedralen “Duomo di Orvieto” der, som byens kronjuvel, får besøgende til at tabe både næse og mund. Den gotiske katedral er med freskoer og glasmosaik i alle regnbuens farver en fryd for øjet set udefra. Vil du have hele oplevelsen med, kan du vælge at deltage i en messe sammen med de lokale. Slut eventuelt af, som du startede: med en gelato eller to på byens torv, mens du observerer den italienske hverdag. En bedre afslutning på en skøn uge i Umbrien er svær at forestille sig.

Parkering ved katedralen – Duomo di Orvieto
Vi håber at du med denne guide til Umbrien er blevet en smugle klogere på hvad du skal se i Umbrien. Vi håber også at den er en hjælp til planlægningen af din ferie. Har du spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte mig på info@danitalia.com