Spaghetti med frisk trøffel

Spaghetti med frisk trøffel

Server spaghetti med trøffel enten som forret til dine gæster, eller som mættende hovedret én af de dage det skal være nemt. Om du vælger at lave din egen pasta, købe frisk spaghetti eller tørret, er underordnet. Men brug en god kvalitet – det går retten SÅ meget bedre.

Ingredienser til spaghetti med trøfler – 4 pers

500 g. spaghetti (fra din italienske købmand eller det nærmeste supermarked)
En stor klump smør
Sort peber
1 frisk sort trøffel
Evt frisk revet parmasan

Sådan laver du spaghetti med trøffel

Kog pastaen al dente, i let saltet vand. Hæld vandet fra og kom en stor klat smør ned til spaghettien i gryden. Når smørret er smeltet er retten klar til at blive serveret.
Tag en stor dyb tallerken. Anret en portion spaghetti med smeltet smør på tallerkenen, kom frisk kværnet peber hen over og slut af med trøfler.
Brug et rivejern med stor høvl, og riv tynde, tynde, tynde skiver af den friske trøffel hen over spaghetti og peber.

Spaghetti med trøfler

Trøfler rives med et rivejern eller en høvl

Hvis du ønsker det kan du slutte af med fint revet, frisk parmasan ost – så er alle smagssanser tilfredse. Server med en glas af din yndlings rødvin – så er næsten som at være tilbage i Italien.

 
Vóla!
Retten er klar på få minutter og jeg lover at dine gæster bliver begejstrede.
Velbekomme!

Sugo di carne

Sugo di carne

Ægte italiensk kødsovs

Da vi flyttede til Danmark, blev jeg meget hurtig rigtig populær blandt mine børns nye danske venner pga min pasta med kødsovs, som vi jo kalder sugo di carne – eller bare ”sugo”. Vi arrangerede legeaftaler, der altid sluttede af med spisning af noget lækkert italiensk. Den ret, der altid blev værdsat, var min pasta med kødsovs og inden længe begyndte vennerne at bestille retten, sammen med legeaftalen!

Sugo er ikke bare Sugo

Hvis du spørger 10 italienere hvordan de laver kødsovs, vil du få 10 forskellige svar. Der er store regionale forskelle og lange stolte familietraditioner. Min opskrift er helt min egen, som jeg har eksperimenteret mig til over mine mange år i Lucca. Der er et par hemmelige tricks fra restaurant Vipore, ligeom min svigermor og min kære veninde Lucia har bidraget. Denne kødsovs tager tid, så lav den en dag, du er hjemme og vil hygge i køkkenet. Køb stort ind og lav en kæmpe portion, så du kan fryse mindre portioner ned. Det kan redde en kaotisk hverdagsaften.

Ingredienser til Sugo di Carne – kødsovs

Min opskrift indeholder svinekød. Det giver retten mere smag men spiser du eller dine gæster ikke svinekød, laver du den blot med ren oksekød.
Min portion laves af supermarkedernes pakke størrelser (500 g) – 2 pakker oksekød og 1 pakke svinekød pr gang.

2 dele fint hakket oksekød
1 del fint hakket svinekød
2 dåser flåede tomater – bedste er af mærket MUTTI
2 fint hakkede rødløg
2 fint hakkede gulerødder
God slat olivenolie af bedste kvalitet
Lidt hakket rosmarin og salvie
Revet muskatnød, kanel, salt og peber

Sådan laver du Sugo di Carne – kødsovs

Find din store gryde frem og steg først de hakkede grøntsager og krydderurter i en god slat olie ved ret høj varme. Rør rundt. De skal være næsten gennemstegte men må ikke tage farve. Hæld de stegte grønsager op i en skål.

Hæld lidt olivenolie i gryden og steg kødet ved ret høj varme mens du rører rundt. Kødet skal stege og ikke koge – lav evt en pakke ad gangen. Lige præcis det med at stege og ikke koge, er vigtigt for den færdige smag.
Når kødet er stegt, hælder du de stegte grøntsager tilbage i gryden, tilsætter de to dåser flåede tomater og rører rundt. Fyld nu de to dåser med vand og hæld det ved også. Det kommer til at se ret uappetitlig ud! Varm det hele op.
Tilsæt 2 tsk. kanel, lidt reven muskatnød, lidt salt og peber.
Skru ned for varmen og lad det simre i 3 timer. Rør rundt ind imellem. Når det hele er kogt godt ind, kan du smage til med ekstra salt, peber og olivenolie.

Kog pastaen – Pasta al Dente

Når du koger pasta er det vigtigt du bruger rigeligt med vand. I Italien siger man 1 liter vand til 200 g. pasta. Det vil sige, at koger du 1 kg pasta skal du bruge 5 liter vand. Vandet skal være let-saltet. Kom først pasta i gryden når vandet bulderkoger. Skru ned for blusset for at undgå at det koger over.

Hvis du koger frisk pasta skal det kun koge i ganske få minutter, og hvis du bruger tørret pasta skal det koge mellem 8-12 min. Tjek altid den anbefalede kogetid på pakken.

Pasta al Dente

Du må hellere koge din pasta lidt for lidt end lidt for meget. Rigtig italiensk pasta skal være al Dente, det vil sige med bid i. Husk at pasta stadig koger efter du har hældt vandet fra.

Der skal ikke olie i vandet men der er to tricks, jeg kan give dig, for en ægte italiensk pasta.
1. lad ikke pastaen stå og dryppe af. Den skal være våd, når den blandes.
2. tilsæt en god slat olivenolie i pastaen efter den er kogt, rør rundt og tilsæt nu kødsovsen.
– og så må du endelig ikke serverer pasta og kødsovs hver for sig. Så suger pastaen ingen smag til sig.

Sugo di carne, Ægte italiensk kødsovs - servers med grønne oliven

Oliven som tilbehør til Sugo di carne,

Server med grønne oliven, reven parmesanost og en god italiensk rødvin
– også selvom det er hverdag.
God fornøjelse.

Har du prøvet spaghetti med broccoli? En super lækker, sund og hurtigt tilberedt ret, som er perfekt til den travle hverdag. Eller prøv pasta med broccoli som antipasti, næste gang du får gæster. Eller hvad med pastaopskriften “Amatriciana” ? Retten siges at stamme fra Rieti, en lille by nord-øst for Rom. Her hedder den faktisk Matriciana, uden “A” og skal laves med “guanciale”, som er en form for mindre salt bacon. I Toscana laver de den i en børneegnet, lækker og hurtig version.

Lige som i Italien er der også her i Danmark store regionale forskelle og ikke mindst familieopskrifter, som går i arv. Hvordan laver du din yndlings pastaret ?

Mars kage – italiensk konfekt kage opskrift

Mars kage – italiensk konfekt kage opskrift

Il Dolce Di Mars /Italiensk konfektkage opskrift

Torta di Mars / Marsbarkage – Kært barn har mange navne.

Denne konfektkage har været min veninde Giuliana`s hemmelighed i årevis. Den var altid at finde, når vi holdt børnefødselsdag rundt om poolen, i bakkerne over Lucca.

Det er en super hurtig og nem kage som laves med få ingredienser og uden ovn. Perfekt i den toscanske sommervarme, men også mindst lige så god under de danske himmelstrøg.
Lav den et par timer inden den skal spises, så den får tid til at sætte sig.

Ingredienser til Marsbarkage – italiensk konfekt kage

  • 6 alm. Marsbar
  • 60 gram smør
  • 150 g (ca) puffet ris – Kelloggs morgenmads puffet ris

Smelt smør og marsbar i en stor gryde ved lav vare. Rør hele tiden rundt, så det ikke sætter sig fast i bunden.
Når massen er smeltet, køles det en smule af. Tilsæt nu de puffede ris indtil massen ikke kan tage mere. Det er svært at sige hvor meget, men risene skal alle være vendt i karamelmassen.
Hæld blandingen i en aluminiumsform eller en lille bradepande der er foret med film og tryk det godt sammen til en flad firkant. Det er vigtigt du samler og presser massen godt sammen, ellers kan den ikke skæres i mindre stykker når den har sat sig. .
Pak den ind i film og sæt i køleskabet i min. 2 timer
Efter et par timer er den klar. Kagen skæres i mindre stykker / tynde skiver og serveres som den er.

Tips til Marsbarkage

Du kan dekorere overfladen af ​​Marsbarkagen med 50 gr mælkekokolade og 50 gr hvid chokolade. På denne måde får du en meget elegant effekt. Du kan også skære den ud i rektangulære stænger som en lækker snack til dine børn.

Sådan opbevarer du Marsbarkagen

Marsbarkage kan fint holde sig i køleskabet i omkring 4 eller 5 dage. Hvis du skal bruge den senere, kan du også fryse den og så kan den holde sig i omkring to uger. Den er stadig lige så lækker og sprød, men HUSK at lukke den i en lufttæt pose eller anden emballage, inden du fryser den

 
Tilbage er der bare at sige Buon Appetito.
Kender du en anden variant af kagen, så skriv endelig til mig herunder. Der er sikkert andre som også har deres helt egen version af denne lækre og nemme kage, og det er altid godt at få ny inspiration.

Elisabeths pasta med broccoli

Elisabeths pasta med broccoli

En super lækker, sund og hurtigt tilberedt ret, som er perfekt til den travle hverdag. Eller prøv pasta med broccoli som antipasti, næste gang du får gæster.  Vil du have den veganske udgave, udelader du mælkeprodukterne og er du på skrump, sletter du fløden.

Jeg har boet så mange år i Italien, at jeg helst ikke spiser fuldkornspasta. Men lige præcis i retten pasta med broccoli, synes jeg faktisk at den sundere fuldkornsversion kan passe fint. Så hvis du helst vil servere den som fuldkornspasta med broccoli, gør det bestemt ikke retten dårligere.

Jeg synes personligt at lidt chili lige giver det sidste pift, men doser det efter familiens smagsløg. Eller lad folk selv dosere ved bordet.

Opskrift på pasta med broccoli til 4 personer

Ingredienser:
  • Spaghetti – evt. fuldkorn 360 gr
  • Broccoli 600 gr
  • 2 rødløg
  • Hvidløg 2 fed
  • Chiliflager efter smag
  • En god slat ekstra jomfru olivenolie (Extra vergine)
  • Salt, peber, parmesanost
  • 1,5 dl fløde og 1,5 dl mælk (eller 3 dl mælk, hvis du vil udelade fløden)
Sådan gør du:

Sæt rigeligt med vand til at koge i din pastagryde.
Hak løget fint og steg det sammen med hvidløg og chili i olien i en stor pande. Den skal være stor nok til også at kunne rumme pastaen.
Vask broccolien og del den i små buketter. Skær dem evt. over.
Når vandet koger, salter du det som til pasta og blancherer broccolien.
Når broccolien er blancheret (der skal være bid i den) fisker du dem op med en hulske og lægger dem direkte over på den varme pande, og det hele steger sammen.

Elisabeths pasta med broccoli

Broccoli blancheres i pastavandet

Hæld pastaen i gryden med vandet (som nu er grønt fra broccolien)
Hæld fløde og mælk på panden med broccoli. Lad småsimre så det koger lidt ind. Smag til med salt, peber og evt. lidt ekstra olivenolie.

Når pastaen er kogt – skal være ”al Dente” – altså med bid i – hælder du vandet fra. Tricket med en vellykket pastaret er altid, at lade pastaen være ret våd, så lad den ikke stå og dryppe af.

Elisabeths pasta med broccoli

Pasta skal koges al dente – men bid i

På panden blander du nu pastaen godt sammen med broccolisaucen.

Elisabeths pasta med broccoli

Elisabeths pasta med broccoli

Server med det samme. Drys med friskrevet parmesanost.
Nydes bedst med et glas rødvin – også selvom det er hverdag

Pasta med broccoli og parmesanost

Parmesanost er et must til enhver pastaret

 

Til slut er der bare at sige: Buon appetito!

Vin Brulé – Italiensk glögg

Vin Brulé – Italiensk glögg

I Italien, som i mange andre europæiske lande, er julen ikke komplet uden glögg. I italien hedder glögg Vin Brulé. Krydderet og dampende varm sætter Vin Brulé den helt rette stemning hos de besøgende på et julemarked. Eller til en hyggelig komsammen en kold dag i vintermåneden – også i italien.

Opskrift på Vin Brulé

Antal: 6 kopper

1 flaske rødvin – gerne Barbera

1 øko appelsin

1 øko citron

1-2 stjerne anis

2 kanelstænger

2 nelliker

2 kardemommefrø

2,5 dl sukker

6 cl Brandy – gerne Vecchia Romagna Brandy

Sådan laver du Vin Brulé

Skyl appelsin og citron og skær skrællen af begge, med en urtekniv eller en skrællekniv. Pas på med ikke at få for meget af det hvide fra skrællen med. Det trækker bitre stoffer ud i din Vin Brulé. Læg skrællerne ned i en tykbundet gryde, tilsæt sukker, kanelstænger, nelliker og stjerneanis, samt rødvin. Varm det hele op til kogepunktet og lad det herefter simre ved lav varme i ca 5 min. Tag gryden af blusset og tilsæt brandy. Rør rundt i den færdige Vin Brulé og sigt det hele gennem en si eller et klæde. Server straks.

Julemarkeder i Toscana

Hvis du vil opleve den autentiske julestemning i Italien, kan jeg anbefale at tage til Toscana omkring jul og nytår. Her bliver der pyntet op efter alle kunstens regler. Du finder feks. julekrybber i stort set alle kirker, julemarkeder i alle større byer og der serveres fantastisk traditionel Italiensk “julemad” fra boder og på de fleste restauranter. Og mens du nu er der, så køb et par julegaver med hjem – så er du sikker på at ramme noget helt unikt. Læs mere her og få tips til en ferie til jul eller nytår – du får også et overblik over diverse aktiviteter og julemarkeder i Siena og Firenze.

Vin Brulé - italiensk glögg på en kold decemberdag

Vin Brulé – italiensk glögg på en kold decemberdag

 

God Vin Brulé til alle!

Vinens historie i det italienske køkken

Vinens historie i det italienske køkken

Vinkulturen i Italien er usnobbet.

Om vinen fra Toscana, Sicilien eller Sardinien er bedst, vil jeg slet ikke komme ind på.
Ej heller om den ene drue giver en fyldigere smag end en anden.
Eller hvorfor nogle vine er dyrere end andre.
Derimod syntes jeg nemlig at vinens historie i det italienske køkken samt dens betydningen i hverdagen, er superinteressant.

Efter at have boet 20 år i Toscana, kan man godt sige, at jeg har mine ben dybt plantet i den italienske vinbeplantede muld. Det er grunden til, at jeg vil gerne dele lidt af mine vinoplevelser med dig.

Mit håb er at du, efter du at have læst dette, først og fremmest bedre forstår Italienernes usnobbede og naturlige forhold til vin. Hvorfor der på mange landrestauranter drikkes vin af vandglas og at det – set med italienske øjne – ikke er en mangel, hvis nogle boligejere ikke lige har fyldt skabet op med vinglas – tværtimod.

Vinens historie i Italien

Vinen stammer tilbage til Etruskerne. Den blev oprindeligt opbevaret i lerkrukker, herefter i tønder. Vinen repræsenterede ikke blot en drik for dem, men  først og fremmest en fødevare. Det interessante er, at vinen allerede dengang blev betragtet som en ingrediens og at den blev brugt af alle samfundsklasser. Oftest i forbindelse med andre fødevare som kød, grøntsager, fisk for at forhøje kalorieindholdet.

I middelalderen begyndte folk at bruge vinen til at gøre kød mere mørt, og til at dække over en ubehagelig lugt af let fordærvet kød. Men helt sikkert også som et konserveringsmiddel.

Vin i madretter

Retten “Brasato al Barolo”, som du måske vil støde på under din ferie i Italien, specielt hvis du kommer i vintermånederne – er lavet af kød, der har braset længe i vin. Retten blev historiskset tilberedt af overmodent, næsten råddent kød. Vinen`s alkohol og den lange tilberedningstid nedsatte bakterieindholdet og gjorde kødet spiseligt.

Det er grunden til at du i dag vil du finde rigtig mange italienske retter, som indeholder vin. Alkoholen binder fedtet og hjælper med at fordele det ind i fødevarerne. Vi kender det selv fra grillsæsonen hvor vi marinerer kød, for at mørne det. Det er vinen, der indvirker på de proteiner, dermed gør kødet mørt. Syreindholdet i vinen forbliver også efter den er tilsat en ret, hvilket giver en vis friskhed til retten.

Min 85 årige svigermor hældte sågar et glas hvidvin over ovnkartoflerne, når de var næsten stegt og påstod det var hele hemmeligheden!

Husk endelig at vinen I bruger til madlavning, skal være af god kvalitet, ellers risikerer I at ødelægge hele retten.

Italienske talemåder – vin

Mine italienske venner har mange talemåder, der omhandler vin:

“Il vino fa buon sangue” – vin giver godt blod.

“Il vino e il latte dei vecchi” – vin er de gamles mælk.

Min favorit er “Un pasto senza vino e come una giornata senza sole” – en dag uden vin er som en dag uden sol.

Disse talemåder er vox populi og italienere kan meget hurtige blive enige om, at vin er sundt. Det er ikke alle her i norden lige enige om – men jeg og de fleste italienere, jeg møder i vores dagligdag – mener nu, at et godt glas vin er en del af dagens fornøjelser. Jeg nyder gerne et glas eller to til maden og helst på en hverdag – hvad er bedre end en fyldig chianti en tirsdag. Gør evt. som italienerne, bland vinen op med vand. Det er faktisk stadig meget brugt at give små børn lidt vin i vandet som var det saftevand; det er vi alle opvokset med.

Naturligvis eksisterer der mange velrenommerede og kendte italienske årgangsvine men det er egentlig ikke dem, der udgør den italienske kultur og historie. Det er bordvinen. Den vi henter i 3 liters flaske rundt om hjørnet, hos en vi kender – når man som mig, ikke selv lige har en vinmark i baghaven. Det er deen lokale vin som de traditionelle spisesteder “Trattoria” serverer som husets vin.

Og så, et godt råd.

Gem årgangsvinbudgettet til du kommer hjem. Den hører sig egentlig slet ikke til de lækre egnsretter i Italien. Vinen skal ikke fjerne fokus, fra det du spiser. Gør som italienerne, bestil husets vin eller i hvert fald en fra en lokal vingård. Så vil I opleve, at I faktisk bedre kan smage urterne i maden.

Nu ved I hvor afslappet et forhold italienerne har til vin, hvor stor en del af deres historie vinen er og at den lokale vin altid passer bedre til lokale retter.

 

Så bliv ikke overraskede over at vinen bare drikkes af vandglas.

Hos danitalia har vi ikke kun interesse i italinsk vin. Vi er højt specialiserede i at finde og håndplukke feriehuse og lejligheder i hele Italien – vi har mere end 200 ferielejligheder og udvalgte villaer, – hvis du og hele din familie helst vil bo i “eget” hus på i ferien.