Muslingeformet bymidte

Har du valgt at holde ferie i det skønne Toscana, er Siena i den centrale del af regionen et oplagt udflugtsmål.
Siena er verdenskendt – og med på UNESCOs verdensarvsliste – for sit historiske centrum, ikke mindst den muslingeformede plads i byens midte, som er en stor inspirationskilde for mange arkitektstuderende.
Og lige netop denne plads, Piazza del Campo, vil da også være et must at besøge mens du er i Siena.
Det allerflotteste syn får du, hvis du ankommer til Piazza del Campo fra den nordvestlige side, så du træder ned på pladsen i toppen hvor den buer og får udsynet over hele pladsen og Palazzo Publico, rådhuset og museet med det 102 meter høje klokketårn.

Fonte Gaia - danitalia sommerhus i italien

Fonte Gaia, den berømte fontæne, står på Palazzo del Campo.

På pladsen står også den smukke gamle fontæne Fonte Gaia, som oprindeligt er bygget tilbage i 1300-tallet. Fontænen, der i dag står på pladsen, er dog en kopi fra 1800-tallet, da den oprindelige fontæne var i så dårlig stand, at man vurderede, at det var bedst at bygge en ny. Figurerne fra den oprindelige fontæne kan i dag ses på museum.

Café, picnic eller kold fadøl?

Uanset om du er mest til et koldt glas hvidvin på en lækker café, en picnic med egen medbragte madkurv eller en kold fadøl på en bænk sammen med nogle lokale studerende, kan du få det som du vil ha’ det på Piazza del Campo.
Hele pladsen er omkranset af caféer, så den største udfordring her ligger i at finde ud af, hvad du har lyst til at spise og så gå efter det.
Er du mere til den hyggelige picnic, kan du såmænd bare sætte dig ude midt på pladsen og nyde din medbragte mad.
Det er en af de ting, der gør Piazza del Campo så speciel. Prøv at tænke tilbage på de andre store, åbne pladser, du kender til – er der nogen af de pladser, hvor det ville falde folk naturligt at sætte sig ned midt på pladsen og slikke sol, læse en bog eller spise deres madpakke? Nej, vel?
Oftest vil man søge hen, hvor der er en trappe, en mur man kan sidde op ad eller andet der gør, at det virker naturligt at sætte sig lige netop der.
Men ikke på Piazza del Campo. Pladsens svage hældning gør, at den opleves nærmest som et amfiteater, hvor man uden problemer kan sætte sig midt på pladsen og slikke sol eller nyde sin medbragte madpakke. Det er endda så oplagt at sidde og nyde et par timer her midt på pladsen, at mange lægger sig ned for at nyde solens stråler – men nej, den går ikke længe før et par politimænd kommer forbi og venligt, men bestemt beder dig om at sætte dig op igen. Den slags sløseri kan vi skam ikke ha’ midt på Piazza del Campo.

Piazza del Campo - danitalia sommerhus i italien

Det er intet mindre end fantastisk at sidde og nyde en kold fadøl med udsigt over Piazza del Campo.

Er du mere til den sidste mulighed, den kolde fadøl på en bænk ved siden af de lokale studerende, så gå hen i hjørnet på pladsen, hvor du kan se nogle lange altaner på siden af husene. Her kan du gå ind i en af butikkerne og købe en kold fadøl, gå ind gennem baglokalet og op af den smalle vindeltrappe til 1. salen, hvorfra du kan gå ud på altanen og sætte dig på bænken og nyde din øl med udsigt over hele Piazza del Campo.

Hestevæddeløb og klassiske biler

Det er også her på pladsen – tro det eller ej – at Italiens mest berømte og traditionsrige hestevæddeløb Il Palio finder sted to gange årligt, d. 2. juli og d. 16. august.
Her bygges en løbebane af sand rundt på hele pladsen og som publikum er der gratis ståpladser inde i midten af banen, mens man skal hoste op med mange penge for de dyre siddepladser, der opsættes uden for løbebanen.
Hele dagen er en festdag som varer både mange timer før og efter selve hestevæddeløbet.

Er du mere til klassiske biler end til heste, er dette også en mulighed, når du besøger Siena.
F.eks. til det smukke Mille Miglia løb i midten af maj, hvor de gamle klassiske biler kører fra Brescia i det nordlige Italien til Rom, og tilbage igen. På deres vej kommer de igennem Siena og selvfølgelig tager de en æresrunde på Piazza del Campo.
Eller er du i Siena først på sæsonen, er det måske Cassiacorse Storica løbet du er heldig at se, i midten af april, hvor både spritnye og klassiske biler kører blandt hinanden fra Firenze til Siena og slutter af ved Hotel Ristorante Garden.

Cassiacorse Storica - danitalia sommerhus i italien

Spritnye og klassiske biler ankommer side om side i løbet Cassiacorse Storica

Stribet domkirke

Men nu er der jo også andet i Siena end Piazza del Campo, hestevæddeløb og classic car races.
Som nævnt er Sienas bymidte med på UNESCOs verdensarvsliste og ét af de historiske vartegn i Siena, som du ikke må gå glip af under et besøg i byen, er den karakteristiske stribede domkirke, som er placeret på det højeste punkt i byen.
På den store trappe udenfor kirken sidder folk og hygger sig, mens folk foran trappen står med selfiestangen i hånden og tager selfies med det store, imponerende bygningsværk i baggrunden og ved siden af kirken står folk og sælger tørklæder, postkort og små bamser i deres souvenirboder. Pladsen foran domkirken, Piazza del Duomo, er akkurat ligesom Pizza del Campo ét af de steder i Siena, der summer af liv. Naturligt nok, eftersom disse to smukke steder begge rummer så stor en del af Sienas historie og ligger blot 3 minutters gang fra hinanden.

domkirken i siena - danitalia sommerhus i italien

Den sort- og hvidstribede domkirke er et af Sienas historiske vartegn

Klassisk privatkoncert i parken

Har du god tid i Siena er det også meget anbefalelsesværdigt at gå lidt ud af centrum og se, hvad der skjuler sig der.
Gå f.eks. en tur ned gennem den botaniske have eller sæt dig på et tæppe og nyd solen og udsigten fra fælleshaven Orto dei Tolomei som ligger lige bag musikkonservatoriet. Kommer du i skolens åbningstid kan du være heldig at få lov at nyde en smuk violinkoncert der strømmer ud fra de åbne vinduer.
Her i parken får du også mere følelsen af at være en af de lokale sammen med de studerende fra musikkonservatoriet, end du gør på midten af Piazza del Campo.

Orto dei Tolomei - danitalia sommerhus i italien

Oplev det lokale studieliv i parken bag musikkonservatoriet

 

På vej tilbage til bymidten kan du evt. slå din vej forbi markedet der afholdes under den overdækkede buegang kaldet ‘Tartarugone’ (den store skildpadde), opkaldt efter tagets form der minder om en skildpaddes skjold.
Markedet er dog kun åbent bestemte ugedage, så tjek dette ud på forhånd hvis du ikke vil risikere at gå forgæves.

Lej sommerhus i Siena og bo tæt på vinområderne.

Hold ferie i et feriehus i Siena området, hvis I er vininteresserede. Her bor man lige i ”smørhullet” med kort afstand til hele Chianti distriktet, Montepulciano, Brunello di Montalcino og Vernaccia di San Gimignano. Ud over skønne vine er det også hyggelige landsbyer med små restauranter og vinudsalg, hvor I kan prøvesmage vinen inden I køber den. Se udvalget af ferieboliger i Siena her

Jeg ønsker dig en rigtig god tur og håber du får en fantastisk tid i Siena!

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *