Det skæve tårn i Pisa – seværdigheder i Pisa

Det skæve tårn i Pisa – seværdigheder i Pisa

Holder du ferie i Toscana bør du afgjort sætte en dag af til at besøge byen Pisa, der uden tvivl er mest berømt for sit skæve tårn men byen byder også på andre seværdigheder. (Læs artiklen om at gå på opdagelse i de små gader i Pisa). Hvem kunne ikke godt (selvfølgelig i al hemmelighed) tænke sit at få taget det klassiske, småfjollede turistfoto, hvor man skubber til det skæve tårn i Pisa? Eller om ikke andet så grine ad de andre turister, der side om side gør det?

Under alle omstændigheder er det ikoniske landemærke Det skæve tårn i Pisa afgjort en seværdighed i Pisa du ikke må misse under din ferie i Toscana!

Historien bag det skæve tårn i Pisa

Det er ikke en overdrivelse at sige, at det skæve tårn i Pisa – og ikke at forglemme hele området omkring det – er et kunstværk i sig selv, og det er uden tvivl et must see for alle, som er på de kanter. Men har du nogensinde tænkt over, hvordan det egentlig kan være, at tårnet er skævt?

Opførelsen af det skæve tårn i Pisa blev påbegyndt helt tilbage i år 1173 og det tog 344 år, før det stod færdigt. Blot fem år inde i byggeriet begyndte tårnet dog at hælde til den ene side på grund af et usikkert fundament, men i stedet for at rive det ned og starte forfra, valgte romerne at bygge videre.
Det tror jeg såment indbyggerne i Pisa er ret tilfredse med i dag – attraktionen det skæve tårn tiltrækker jo en massiv mængde turister.

Husk at se dig omkring på Piazza dei Miracoli

Piazza dei Miracoli (”Mirakelpladsen”), som det skæve tårn i Pisa befinder sig på, er fyldt med mange andre smukke og historiske bygninger, som fortjener lige så meget opmærksomhed som tårnet. Faktisk er pladsen så magisk, at UNESCO har sat den på sin verdensarvsliste. Hvis du er kommet hele den lange vej til Pisa, så må du ikke snyde dig selv for at udforske de mange andre arkitektoniske mirakler:

  • Duomo di Pisa – domkirken i Pisa

    Duomo di Pisa – domkirken i Pisa - sommerhus i pisa med danitalia

    Duomo di Pisa – domkirken i Pisa

Lige bag det skæve tårn ligger Pisas katedral Duomo di Pisa, og sammen med sin sidekammerat er den en af de mest fotograferede bygninger i Italien. Du kan vælge ”blot” at besøge kirken for at nyde den storslåede arkitektur og indvendige kunst, men i og med at kirken stadig bruges, har du også mulighed for at deltage i en søndagsmesse, som du uden tvivl aldrig vil glemme. Husk at dække dine skuldre til inden du går ind.

  • Pisa dåbskapel

    Pisa dåbskapel - sommerhus i pisa med danitalia

    Pisa dåbskapel

På Mirakelpladsen finder du dåbskapellet, der, ligesom katedralen, stadig bruges den dag i dag. Kapellet, som faktisk er endnu ældre end det skæve tårn i Pisa, er som de andre arkitektoniske perler på pladsen også åbent for besøgende. Du har mulighed for at komme op i toppen af bygningen, hvor der venter dig det smukkeste syn ud over Piazza dei Miracoli.

  • Camposanto Monumentale – kirkegård i Pisa

    Camposanto Monumentale – kirkegård i Pisa - sommerhus i pisa med danitalia

    Camposanto Monumentale

Denne ikoniske kirkegård ligger i den nordlige ende af Mirakelpladsen og er omgivet af storslåede søjlegange. Kirkegården, som nærmere ligner en græsmark til sammenligning med danske kirkegårde, rummede engang en kæmpe samling af historiske statuer og sarkofager, som desværre er gået tabt med tiden, men de 84, der står tilbage, må du endelig ikke gå glip af, når du besøger Pisa.

Undgå det værste menneskemylder

Er området omkring Pisa tæt pakket af turister?
Ja! Men der er ikke noget at sige til, at folk strømmer fra hele verden for at se det skæve tårn – det er ubeskriveligt smukt. Hvis du dog gerne vil undgå den værste trængsel, så kom om formiddagen.

Man skal meget tidligt ud af fjerene for at få hele pladsen for sig selv, men de fleste guidede ture er endnu ikke startet ved 10/11-tiden.

Hvis du ikke har lyst til at stå i laaange køer for at købe entrébilletter (og hvem har  det?), kan du købe billetter på forhånd her – det kan stærkt anbefales. Vær opmærksom på, at børn under otte år desværre ikke må komme ind i det skæve tårn i Pisa. Derudover er det værd at have in mente, at du skal op ad 294 trappetrin for at nå toppen af tårnet – udsigten er dog intet mindre end pragtfuld og helt bestemt traveturen værd!

Husk på, at der i de gamle, historiske byer i Italien er miljøzoner for bilister, som man bør være opmærksom på. Dem kan du læse mere om her og undgå en bøde under dit besøg i Pisa.

Har du været i Pisa før? Så del gerne din oplevelse eller et godt råd i kommentarfeltet her under. Så får mange andre også glæde af det.
Halvdagsturist i Pisa

Halvdagsturist i Pisa

Man kan jo ikke sige Pisa uden at alles tanker henledes på et vist skævt tårn – hvilket også er den primære årsag til, at størstedelen af Pisas turister er endagsturister eller måske endda halvdagsturister. De kommer med flyet til Pisas Lufthavn, drøner så ind til byen for at se det sjove, skæve tårn og ta’ en selfie med tårnet i baggrunden og så afsted igen.
Men på denne måde finder de aldrig rigtigt ud af, om denne italienske by i det vestlige Toscana måske også havde andre ting at byde på.
Hvorfor haste sådan afsted igen? Hvorfor ikke ta’ nogle dage i og omkring Pisa og virkelig udforske området, gå på opdagelse og finde ud af, hvad Pisa ellers kan? Læs også min insider guide til andre seværdigheder i Pisa her.

Selfieturister og lommetyve

Men lad os så starte med det skæve tårn. Selvom det ikke behøver være den eneste ting på din ‘to-see’ liste i Pisa, er det helt sikkert et besøg værd. For det er da en ikonisk bygning.
Et klokketårn på over 55 meter der hælder knap 4 grader og som stadig står oprejst så mange år efter opførelsen i 1350. Det er da i sig selv imponerende!
Og selvom det jo oftest er det skæve tårn, der løber med al opmærksomheden, er der også masser af andre ting, der fanger opmærksomheden, når man ankommer til Piazza del Duomo i Pisa.

For det første er der selvfølgelig Pisas domkirke, som det skæve klokketårn tilhører, og det runde dåbskapel for enden af kirken. Går du ind i turistinformationen bag kirken og det skæve tårn, kan du her købe en billet med adgang til begge attraktioner. Eller hvis du ikke har behov for at komme op i tårnet, kan du få en gratis billet med adgang til kirken på et bestemt tidspunkt. Det er absolut det hele værd at besøge kirken indvendigt og se de storslåede udsmykninger.

pisas domkirke - danitalia sommerhus i italien

Udsmykning i Pisas domkirke

For det andet er det ren underholdning i sig selv at se alle de begejstrede turister, der står på rad og række langs plænen og laver den ene posering, der er bedre end den anden til at forevige deres billede af dem selv foran det skæve tårn. Alt lige fra klassikerne, hvor man læner sig op ad tårnet eller med to fingre holder på toppen og på bunden af tårnet, som om det er et lillebitte tårn, man står med mellem fingrene til mere kreative og frække udgaver, hvor man f.eks. fotograferer tårnet i en isvaffel eller lægger sig fladt ned og spreder benene, så tårnet tydeligt viser en kæmpe fallos.
Åh ja, der er skam masser af underholdning at finde ved det skæve tårn i Pisa.

Turister i pisa - danitalia sommerhus i italien

Turisterne foran det skæve tårn bidrager til megen underholdning

Men pas på! For Piazza del Duomo er et slaraffenland for lommetyve og når din opmærksom ryger over på det skæve tårn eller på alle de underholdende selfiepositioner, slår lommetyvene til. De er professionelle og det går lynhurtigt. Så sørg for at have dine værdigenstande gemt godt af vejen inde på kroppen når du besøger en turistfælde som det skæve tårn i Pisa – det vil være så ærgerligt at miste penge, pas og briller allerede på førstedagen af ferien, ikke?

Gå på opdagelse i de små gader

En god måde at se byen på er ved at gå rundt gennem de små gader og selv finde frem til de små, hyggelige caféer, isbutikker og hvad du ellers er interesseret i. På den måde kommer du også lidt væk fra de dyre caféer der ligger lige ved siden af det skæve tårn. Læs evt. min insider guide til andre seværdigheder i Pisa her.

På vej væk fra tårnet kan du f.eks. gå gennem Botanisk Have, over floden Arno og ned til den hyggelige plads Piazza Vittorio Emanuele II.
Dette er et dejligt sted at sidde og nyde solen og studere mennesker, der passerer forbi.
Pladsen her ligger nemlig tæt på stationen, så der er masser af liv uden at være helt så tætpakket som ved det skæve tårn.

På vejen derned, så slå endelig et smut forbi Ars Café & Bistrot på Corso Italia 122. Her har den flinke og idérige indehaver opfundet en kage inspireret af…ja, gæt selv…det skæve tårn.
En sjov måde at markere på, at du nu har set det skæve tårn med dine egne øjne, og ikke bare i turistbrochurerne.

pisa kage - danitalia sommerhus i italien

På Ars Café & Bistro kan du få en kage formet som det skæve tårn

Middelhavet lige i baghaven

En anden fantastisk ting ved Pisa er at Middelhavet ligger kun en cykeltur derfra – eller 10 minutter i bil. Bare 13 kilometer fra Pisas centrum ligger nemlig byen Marina di Pisa ved floden Arnos udløb i havet.
Her kan du både hoppe i bølgen blå og lun og bare dase i solens stråler på stranden og du kan bruge en søndag eftermiddag på at gå på udkig i de spændende boder på gademarkedet.

Marina di pisa - danitalia sommerhus i italien

Blot 13 kilometer fra Pisas centrum støder du på Middelhavet

Marina di Pisa består af en lang strandpromenade med masser af (seafood)restauranter og strandbarer, så om sommeren oser her af liv og glade dage. Kommer du derimod lidt udenfor højsæsonen er der rig mulighed for at få en stor del af stranden for dig selv – og badevandet er stadig varmere på dette tidspunkt end det er langt ind i de danske sommermåneder.

Leder du efter en feriebolig eller ferielejlighed i nærheden af Pisa?
Vi har udvalgt nogle skønne ferielejligheder og fritliggende feriehuse & sommerhuse med egen pool i Pisa. Kig her.

Så tro endelig ikke, at det eneste, Pisa har at byde på, er et skævt klokketårn. Nej, der er masser at opleve her i området. Rigtig god fornøjelse når du selv går på eventyr i og omkring Pisa!

Fem små pastelfarvede fiskerbyer

Fem små pastelfarvede fiskerbyer

Velkommen til Paradis

Cinque Terre – fem små pastelfarvede fiskerbyer placeret på klippeskrænterne lige ned til Middelhavet i en nationalpark fyldt med grønne træer overalt. Kan det blive meget smukkere end det? Næppe.
Det er et af de steder, du måske er stødt på, når computeren viser billeder fra nogle af de smukkeste steder i verden som automatisk pauseskærm – og det er endnu mere fantastisk at se det i virkeligheden!
Der er jo også en grund til, at området tilbage i 1997 blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste – for både den naturlige og kulturelle værdi stedet besidder.

 Vernazza er den fjerde by når man bevæger sig mod nord i Cinque Terre.

Vernazza er den fjerde by når man bevæger sig mod nord i Cinque Terre.

Du kommer nemt til Cinque Terre fra Pisa, enten med bil, tog, bus eller fly til La Spezia og videre derfra. Det tager godt en time fra Pisa til La Spezia med tog.
Turen videre gennem Cinque Terre kan du også ta’ med tog – det kører direkte gennem alle fem byer og du får en fabelagtig udsigt fra toget med første parket til Middelhavet på venstre hånd.
På den måde slipper du også for parkering, hvilket kan være ret besværligt i højsæsonen på grund af den enorme mængde turister, der hvert år besøger Cinque Terre – og fordi fire af de fem byer er bilfri, så du skal parkere bilen udenfor byen alligevel og gå ind til byen.
Så snart du ankommer til en af de fem byer er det også muligt at gå fra by til by via en panoramavandrerute på siden af bjerget – og det er helt klart anbefalelsesværdigt at vælge dette, hvis ikke hele vejen, så i hvert fald mellem to af byerne. Læs min guide til vandreruter i Cinque Terre her

Via dell’Amore”, kærlighedsstien, der går mellem Riomaggiore og Manarola

Via dell’Amore”, kærlighedsstien, der går mellem Riomaggiore og Manarola

F.eks. den mest kendte af strækningerne, “Via dell’Amore”, kærlighedsstien, der går mellem Riomaggiore og Manarola. Denne rute er kun 1 kilometer lang og af samme grund – og fordi det er den mest kendte – vil du formentlig også opleve, at det er den mest befærdede af stierne, så afhængig af, hvornår på sæsonen du er på besøg i Cinque Terre kan det være en fordel at vente med at gå ud på vandreruten til du kommer til en af de efterfølgende byer. Strækningen mellem to byer varierer i længde fra 1 kilometer til knap 5 kilometer – og uanset, hvor du vælger at gå på ruten, vil det uden tvivl være en af de flotteste vandreruter, du kommer til at betræde i dit liv. Ud over ruten der går langs kysten mellem de 5 fiskerbyer, er der også længere vandreruter, der fører op i bjergene. Læs mere om de enkelte vandreruter i Cinque Terre her

Cinque terre - danitalia sommerhus i italien

Udsigten ud over Cinque Terre fra vandreruten er fabelagtig

Pastelfarvede legoklodser

Kommer du til Cinque Terre her fra sydsiden vil de første to byer, du ankommer til, være Riomaggiore og Manarola.
Hvis dette er dit første besøg i nationalparken vil du uden tvivl allerede nu være helt overvældet af al den skønhed, der strømmer dig i møde.
De pastelfarvede huse med de grønne skodder for vinduerne leder tankerne hen på en by bygget af legoklodser – pastelfarvede legoklodser vel at mærke.

Riomaggiore - danitalia sommerhus i italien

Riomaggiore, den sydligste af de fem byer i Cinque Terre

Manarola

Når du når gennem byen og ned til vandet i Manarola, går der en sti til højre. Følg denne og du kommer over på klippesiden, hvorfra du får den mest fantastiske udsigt over byen – hvilket du hurtigt vil bemærke, også andre end dig har opdaget. Det er typisk her, du støder på en hel flok japanske turister, der er i gang med at tage et gruppefoto eller et forelsket par, der tager en selfie – og mange af de postkort, du kan købe i souvenirbutikkerne vil også vise Manarola fra sin allerflotteste side, nemlig netop fra dette spot.
Og det var da også her på dette sted, undertegnede blev smaskforelsket i Manarola, og som jeg stadig den dag i dag har som personlige favorit af de 5 byer.

Manarola - danitalia sommerhus i italien

Et billede som dette fra byen Manarola er ethvert postkort og selfie værdigt

Corniglia

Den næste by på din vej er Corniglia, den højestbeliggende af de fem byer, hvilket betyder, at den ikke har direkte adgang ned til havet som de fire andre byer men at den til gengæld har en helt fantastisk panoramaudsigt fra det klippefremspring, hvor den ligger – og hvis man går de mange, mange trappetrin ned til vandet, venter der en glædelig overraskelse.
Her er den skønneste lille bugt omkranset af klipper – et fantastisk sted at få en dukkert.

Corniglia - danitalia sommerhus i italien

For foden af Corniglia kan du få en dukkert på dette smukke sted

Kronjuvelen Vernazza og badebyen Monterosso

Har du endnu ikke prøvet vandreruten på nuværende tidspunkt, så må det være på tide nu. Læs min guide til vandreruter i Cinque Terre her
Turen fra Corniglia til Vernazza tager en time til halvanden og byder, ligesom de øvrige dele af vandreruten, på en fantastisk panoramaudsigt.
Den fjerde by på ruten, Vernazza, har ry for at være kronjuvelen, den smukkeste af de fem byer i Cinque Terre og er dermed også den mest turistede af byerne. Faktisk er den blevet hyldet som en af de smukkeste byer i Italien – men det vil vi nu lade jer selv om at vurdere.
En af de ting, der gør Vernazza unik er det gamle tårn Belforte Tower fra det 11. århundrede, der står og troner på toppen af byen. I tårnet findes nu en restaurant med en formidabel udsigt over hele byen.

cinque terra - danitalia sommerhus i italien

Solnedgang over Cinque Terre

Monterosso

Den nordligste af de fem byer, er den største af byerne og også byen med den største strand, som er organiseret som en rigtig badestrand med parasoller i lange baner.
Nogen synes, det er den mindst charmerende af byerne og at den minder om andre turistmål rundt om i verden, hvorimod de øvrige fire byer er mere ‘autentiske’. Andre er vilde med at have muligheden for at dase på en hvid sandstrand med nationalparken lige i baghaven og synes derfor, Monterosso er den mest fantastiske af de fem byer.

Som du nok har fundet ud af på nuværende tidspunkt, har hver af byerne deres unikke særpræg og der er (selvfølgelig) ikke enighed om, hvilken af byerne, der er at foretrække. Sådan er smag og behag jo – heldigvis – så forskellig.
Hvilken af byerne der er din favorit, må du selv rejse til Cinque Terre for at erfare.

Mountainbike i bjerglandskabet

Det er primært de fem fiskerbyer, vi har nævnt indtil videre, men Cinque Terre er jo meget mere end det. Det er også masser af skøn natur!
Når du går turene på vandrestierne er du omgivet af storslået natur, lige fra de menneskeskabte vinterrasser og olivenlunde til de naturskabte klippeformationer og havet.
En meget populær aktivitet i området er som sagt at vandre ad vandrestierne, men er du en vaskeægte bjergrytter er her også rig mulighed for at få ømme lår og lægmuskler ved at sætte dig op på en mountainbike og cykle op og ned mellem fiskerbyerne – eller rundt i den øvrige nationalpark.
Det højeste punkt i nationalparken er 2200 meter og hvis du starter helt nede ved havet ved en af fiskerbyerne kan vi love dig for, at du nok skal få varmen inden du kommer derop!

mountainbike - cinque terra - danitalia sommerhus i italien

Der er også mulighed for at cykle rundt i nationalparken – men det er ikke for tøsedrenge!

Det er ret fantastisk at kunne kombinere så forskellige elementer på sin ferie i det nordlige Italien: badeferie, vandreture i smuk natur og kulturelle oplevelser i de små fiskerbyer. Cinque Terre rummer virkelig det hele.

Og om du vælger cykel, bus, tog, fly, båd eller at gå til fods, når du besøger nationalparken er altså også helt op til sig selv – må du uanset hvad du vælger få en fabelagtig ferie på dette storslåede sted!