Badestrande i Toscana
Det er svært at vælge, for Toscana har en meget varieret kyststrækning.
For at hjælpe jer til at vælge den strand i Toscana, der passer til jeres behov, har jeg lavet denne miniguide til strandene i Toscana.
Det er altid svært at sige hvilken strand der er den bedste, for vi har alle vores specielle ønsker til den perfekte stranddag. I Toscana kan du vælge mellem lange sandstrande med lavt børnevenligt badevand eller smukke stejle klipper, oplagte til udspring.
Badestrande i Toscana – kend strandkulturen
Der er en helt speciel strandkultur i Toscana. Mange italienere lejer den samme parasol på samme placering, på samme strand hele livet igennem. Det er nemt og man har sit eget omklædningsrum, hvor alle ens strandting bliver opbevaret. Man kender indehaveren, børnene har deres faste legekammerater og de voksne er sammen med egne venner.
Derfor kan det ske, at indehaveren smilende fortæller jer at, ”alt er optaget” selvom de fleste parasoller står tomme. Det er ikke fordi de ikke vil have besøg af jer – parasollerne kan blot ikke lejes ud to gange.
Så husk: Man skal man melde sig i receptionen ved ankomsten, hvorefter man får anvist en parasol med liggestole, som man derefter råder over resten af dagen.
Hvad koster en parasol på stranden i Toscana?
Prisen er almindeligvis mellem 20 og 40 Euro for en familie på 4-5 personer pr. dag.
Fordelen ved denne strand form er, at man har adgang til bruser, omklædningsrum, toilet, bar og ofte restaurant.
I skal være opmærksomme på, at bademester vil bede jer forlade stranden, hvis I ikke melder jer i receptionen men blot lægger jer i strandkanten.
De seks vigtigste tips til et vellykket besøg på badestrand i Toscana
- Undgå at køre til stranden om søndagen, da der oftest er lange bilkøer og det er svært at finde parkeringsplads.
- Vær indstillet på, at det mange steder koster penge at tage til stranden.
- Har I hund med på ferien, så undersøg først hvilke strande der accepterer hunde.
- Hold jer under parasollen mellem 12 og 15.00 og overdriv med solcremen.
- Leje en ”pedalò”, en vandcykel, for en time eller to. Hyggeligt og smukt at se kysten på afstand.
- Kend strandkulturen (læs nedenfor) – så I ikke føler jer afviste.
Sandstrande i Toscana
Oplev Versilia kysten: Marina di Carrara, Viareggio, Pietrasanta, Lido di Camaiore, Forte dei Marmi.
Hele Versilia kysten er kendetegnet ved bredde privatejede sandstrande. Det en yderst børnevenlig strækning, med gode badestrande og lavt havvand. Havet er almindeligvis roligt. Ligegyldigt hvor på denne kyststrækning I befinder jer, er det et meget smukt at bade og samtidig kan I nyde synet over bjergkæden i baggrunden. Men for udefrakommende turister kan det være svært at forstå systemet. Mange parasoller står måske tomme men I kan alligevel ikke komme ind. Det er fordi de er udlejet hele sæsonnen. Prøv at spørge ved strandpladsen ved siden af eller søg evt. efter spiaggia libera som betyder gratis strand.
De mest kendte - og mest besøgte - strandbyer i Toscana:
Forte dei Marmi – Toscanas bedste gademarked
En mere eksklusiv badeby med smukke mærkevare butikker. Elegant stemning også om aftenen, hvor butikkerne almindeligvis holder åbent.
I kan her kombinere strand med besøg på et af Toscanas bedste gademarkeder med kvalitetstøj, lædervarer, ting til boligen. Afholdes onsdag og søndag formiddag midt i byen.
Priserne på strandpladserne med parasol og liggestole ligger i Forte dei Marmi, i den høje ende og kaffen koster, hvis I sætter jer ned på baren, 4 gange så meget som andre steder – så er I advaret!
Lido di Camaiore
Et mere roligt område på strækningen. Mange stamgæster fra Lucca. Mindre private badesteder med hyggelige restauranter. Her er desuden et lille tivoli om sommeren. Men vær obs på at det er svært at finde en ledig plads på strandens opstillede liggestole.
Viareggio og Pietrasanta
Bredde og meget veludstyrrede badeanstalter. Mange har swimmingpool og legepladser. Byen er også kendt for sit store karneval i februar og sine smukke Liberty-bygninger på strandpromenaden.
Vi anbefaler jer at tage gåturen på ”lungo mare” som strandpromenaden kaldes, evt. sidst på eftermiddagen. Butikkerne er almindeligvis åbne hele dagen og til langt ud på aftenen.
Strandbyerne syd for Livorno:
Torre del Lago
Hvis I bedre kan lide fristrande og lidt ”klit-miljø”, skal I stile efter strandene syd for Viareggio, ved Torre del Lago. Her kan I selv tage parasol og madpakke, håndklæde, køletaske og sætte så ellers dig lige hvor det passer børn og voksne bedst – og du skal ikke betale for det!
Torre del Lago ligger mellem Mar Tirreno og søen Lago di Massaciuccoli, hvor Giacomo Puccini skrev nogle af sine mest kendte opera værker og hvor der om sommeren afholdes en stor Puccini opera festival. Læs mere her
Omgivet af naturparken, Parco Naturale di Migliarino-San Rossore-Massaciuccoli, er det et område, hvor I kan kombinere flere oplevelser.
Fra en dukkert ved ikke-betalingsstrande, til en sejltur på søen Massacciuccoli, der er et fredet WWF reservat. Sejler man rundt i dette helt specielle sumpområde, kan man se mange sjældne fuglearter.
I kan også vælge at besøge Puccinis villa eller cykle en tur i San Rossore naturparken – det er meget børnevenligt og der er skygge under Pinjetræserne.
Stranden i nærheden af Pisa:
Marina di Pisa, Tirrenia, Calambrone
Hvis I fortsætter længere sydpå kommer I til Marina di Pisa, som kan kombineres med en tur til det skæve tårn og Piazza dei Miracoli.
Der er ca. 11 km fra byen til stranden. Her er I stadig i børnevenligt område med sandstrande, fordi de stejle bjergskråninger bremser bølgerne og gør strandturen særdeles børnevenlig.
Hvis I vil opleve den mere ”vilde” kyst, skal I stile mod Livorno og tage kystruten syd for byen. Det er en naturoplevelse ud over det sædvanlige, med enestående udsigter. Her varierer landskabet mellem klippekyst og små sandstrande. Spis frokost på en af strandrestauranterne, der byder på udsøgte fiskeretter. Læs mere om Livorno her
Stranden i nærheden af Livorno:
Antignano, Quercianella, Castiglioncello, Vada di Rosignano Marittimo, Cecina, Marina di Bibbona, Castagneto Carducci, San Vincenzo, Riotorto-Piombino, Marciana Marina-La Fenicia
Quercianella
Hyggelig lille by syd for Livorno. Her er mere roligt end langs Versilia kysten, der for mange nordboer kan virke lidt voldsom. Her er gode muligheder for snorkling, dykning og surf. Meget klart vand og charmerende varierende kyststrækning.
Castiglioncello
Meget hyggeligt miljø. Både sandstrand og klippestrækninger. Byen kan dateres tilbage til etrusker tiden.
Her ligger også byerne Rosignano, Vada, Marina di Castagneto og San Vincenzo.
Hele kyststrækningen her veksler mellem fri- og betalingsstrande. Små gemte bugte som knap nok er skiltet og større badeanstalter.
Populonia - oplev en etruskisk borgby
På denne strækning anbefaler vi jer at stoppe op i byen Populonia. En af de mere kendte etruskiske borgbyer, hvor murene blev bygget, for at beskytte indbyggerne imod pirater. Ligger meget fascinerende på toppen af en bakke og nærmest omgivet af havet.
Som I næsten kan forstå, er kysten i det nordlige Toscana meget varieret og indbyder til at besøge et nyt sted hver dag.
God fornøjelse – og husk solcremen!
Gå på opdagelse i vores udvalg af feriehuse i Toscana.
Ved du allerede hvornår I skal afsted kan du søge her.
“Vores mission er, at give vores gæster en autentisk oplevelse i lige det område og i den feriebolig, der passer til deres behov.”